Jeg vil altid være her del 02.

Novellens start:
http://somenaabenbog.blogspot.dk/2014/07/jeg-vil-altid-vre-her-del-01.html
:)
______________________________________

Den anden gruppe venner røg stadig og pigerne fniste som små børn. Han så tavst på dem med et lille smil indtil én af pigerne drejede hovedet og så på ham; så stivnede han og havde nær tabt cigaretten. Det kunne ikke passe det var hende. Der kom et udtryk af genkendelse i pigens øjne og hun begyndte at gå over mod ham.
”Undskyld, heder du Kasper?” Spurgte hun venligt.
Kasper nikkede tavst og rykkede til siden så hun kunne sidde ned.
”Det er mig, Josefine,” han var målløs og fik kun fremstammet noget usammenhængende vrøvl. Imens han kiggede nærmere på hende, for at være sikker. Hun var slank og velformet og havde lange, kastanjebrune krøllede lokker der indrammede hendes ansigt, hvorfra et par karakteristisk klare, blå øjne kiggede tilbage på ham.
”Josefine? Wauw, hvornår er du kommet tilbage?” Udbrød han og var pludselig ét stort smil.
”Det er vist en måneds tid siden eller sådan noget,” hun lo og han genkendte latteren fra da de var små.
”Hold kæft hvor er det godt at se dig! Hvor længe bliver du så?”
”Det ved jeg ikke helt endnu, jeg har et par ting jeg skal tage mig af,” hun tog cigaretten fra ham, indhalerede og skoddede den; alt uden at slippe øjenkontakten med ham. ”Jeg havde ikke regnet med du ville begynde at ryge.”
”Jeg kan da sige det samme til dig,” de lo begge to og Josefine rykkede lidt tættere på ham.
”Hvordan går det med din far?”
”Han er død, vi begravede ham for kort tid siden.”
”Aha… hvordan har du det så?”
”Jeg har haft det bedre, men også værre… Hvor har du egentlig været al den tid?”
”Rundt omkring… København, Tyskland, Sverige… der hvor vejen lige ledte hen.”
      Kasper åbnede munden for at spørge nærmere ind til det, men før han fik sagt et ord blev han overfaldet af Søren, der igen smækkede sin arm om skulderen på Kasper, stak ham et ølkrus i hånden og højlydt råbte:
”Kommer du snart ind, så vi kan finde dig en dame!”
”Sidder lige og snakker og er også ved at være træt, så tror det bliver en anden aften.” Kasper snoede sig ud af Sørens greb og begyndte at gå imens Søren bare så sig lidt forvirret omkring indtil han stavrede ind til de andre igen.
      Kasper gik i langsomt tempo ned ad gaden og håbede i sit stille sind, at Josefine ville følge efter ham, men da han nåede døren til sin lejligheds opgang havde han stadig ikke set noget til hende. Skuffet låste han sig ind og skulle lige til at smække efter sig, da han hørte sit navn blive kaldt efterfuldt af en regn af små klik-lyde af stilletter. Han åbnede døren igen og blev mødt af Josefines ansigt der var blusset op efter løbeturen.
”Åh, godt… det var her du var. Jeg var lige ved a tro jeg havde taget fejl af gaden,” hun pustede ud og lænede sig lidt op ad muren.
”Hey, hvad så?”
”Jeg tænkte bare jeg ville give dig mit nummer så vi kunne holde kontakt,” sagde hun med et smil og gav ham en lap papir.
”Tak. Øh… vil du med ind eller skal du op til dine venner igen?”
”Det vil jeg da gerne.” 
Han trådte til side og lod hende komme ind og førte derefter an op til sin lejlighed.
Da de var kommet ind, fandt Kasper to Colaer imens Josefine tog stilletterne af og sammen satte de sig i hans sofa.


___________________________________________

Flere afsnit følger, men flere afsnit ligger på forfattersiden.dk under mit alias Sweets, sammen med andre af mine tekster.
http://www.forfattersiden.dk/article.php?storyid=051efd8e7795cb7d25c4d0fe2e1b73ca

Jeg vil altid være her del 01.

En højlydt summen af råbende stemmer blandede sig med musikken, der bragede for fuld knald med en bas der var så kraftig, at man kunne mærke den i skelettet. Lyset fra diskotekets farvede lamper flimrede på skift i det mørke rum og gjorde det svært at orientere sig og umuligt at bevæge sig uden at støde albuen ind i en anden eller blive trådt over tæerne af et par sylespidse stilethæle. Kasper forsøgte lettere beruset at kante sig tilbage til sine venners bord med fire krus øl, der skummede og skvulpede over til alle sider hver gang nogen stødte ind i ham, men han sansede det slet ikke. Den aften var han kommet for at drikke sig en kæp i øret og måske finde en trunte til et engangsknald.
      Endelig nåede han over til deres hjørne og satte krusene på bordet imens han blev mødt at et jubelbrøl fra sine tre venner. De greb et krus hver og skålede højlydt imens de slog dem sammen så endnu mere af øllen skvulpede over og ned over deres hænder før de drak. Kasper bundede sin øl i én omgang og modtog endnu et jubelbrøl fra de andre. Søren klappede ham så hårdt på ryggen han var ved at kløjes i den sidste mundfuld øl, men alligevel grinede han med de andre imens Søren vissent lagde sin arm om skuldrende på ham og beruset fik fremsnøvlet:
”Når nu vi endelig har fået Kasper det lille spøgelse med i byen for en gangs skyld… synes jeg sgu vi skal drikke ordenligt til… og finde ham en trunte for natten…” 
      Kasper grinede lidt forlegent, da han sjældent var i byen, men sluttede sig til de andres lystige hujen imens Søren vaklede tilbage til sin plads på bænken. Søren og Niklas var væsentlig mere fulde end Kasper og René, men de havde også begyndt aftenen nogle timer før.
      René tog sig en cigaret og rakte én over mod Søren der først rystede på hovedet, men så alligevel tog imod den og fulgte efter René udenfor. Han trængte til at få hvilet ørene og en smøg var et glimrende påskud, selvom han normalt aldrig røg.
      Udenfor satte de sig på en bænk og tændte cigaretterne imens de tavst kiggede på en gruppe venner på den anden side af gården der også røg. Kasper sukkede og nød den relative ro; musikken var stadig høj, men man kunne i det mindste høre hvad man selv tænkte udenfor.
”Hvordan har du det så… sådan, ovenpå alt det med din far,” spurgte René efter et par sekunder.
”Okay, tror jeg… jeg så jo ikke så meget til ham her på det seneste… og det måtte jo komme før eller senere, jeg tror aldrig helt han kom sig over min mors død - og slet ikke når det var så kort efter ulykken,” Kasper indhalerede dybt fra cigaretten og fortrød omgående da han bagefter var ved at hoste lungerne op. ”Jeg tror bare det var et spørgsmål om tid.”
”Drak han meget?”
”Nej, ikke normalt… men når han var til fest drak han som en svamp.”
”Hvordan døde han så, svigtede leveren?”
”Nej, kun hans evne til at tænke. Han havde været til fest hos nogle venner og kørte selv hjem i løbet af aftenen uden de opdagede det. De plejer at være strikse med at tage hans nøgler, men han smuttede fra dem og endte med at køre af vejen og ind i et træ.”
René svarede ikke, men nikkede bare tavst og slukkede sin smøg på flisen.
”Vil du med ind igen eller…”
”Jeg ryger lige færdig, så kommer jeg. Du kan bare gå ind.”



___________________________________________________

Dette er første del af en novelle, flere afsnit følger, men flere afsnit ligger på forfattersiden.dk under mit alias Sweets, sammen med andre af mine tekster.
http://www.forfattersiden.dk/article.php?storyid=051efd8e7795cb7d25c4d0fe2e1b73ca